Før du investerer i en hundehvalp, er det vigtigt, at du er godt klædt på, for der er nemlig mange ting, du skal tage stilling til, når du ønsker at udvide hjemmet med en ny bedste ven.
Det giver forhåbentligt sig selv, men med en ny hundehvalp, kan du eksempelvis ikke pludselig tage afsted på en safarirejse eller mod sydens varme. Vi kommer i denne guide med de bedste råd til dig, så du er godt klædt på til at sige velkommen til din nye bedste ven.
En helt ny verden
De første dage og nætter i hvalpens nye hjem er essentielle. Når du får hvalpen, kommer den fra trygge rammer, hvor den har været omgivet af dens mor samt søskende, så dit hjem er en helt ny verden, hvalpen skal have en chance for stille og roligt at tilpasse sig. Flere hundeeksperter taler om vigtigheden af, at hvalpen kan få lov til at sove ved siden af din seng netop de første nætter.
Når hvalpen er faldet til i sit nye hjem, kan du stille og roligt begynde at sætte dens hundekurv derhen, hvor du ønsker, at den skal være. Om dagen er det omvendt vigtigt, at du lærer hunden, at verden også består af andre mennesker og hunde. Du kan derfor med fordel starte med korte ture, hvor du lader den hilse på andre mennesker og hunde og i takt med, at den får opbygget sin selvtillid, vil du opleve, at den trofast følger dig alle steder.
Hjemmets sikkerhed
Hvis du ikke allerede har tænkt på hjemmets sikkerhed, er det en af de overvejelser, som du er nødt til at gøre dig, før du anskaffer dig en hundehvalp, da alt andet ville være yderst uansvarligt. Hvert år er der nemlig hunde, der mister livet på bekostning af ejerens uopmærksomhed, og det er noget, som vi skal undgå.
Netop derfor er det vigtigt, at du sikrer dig, at der ikke er skarpe kanter, huller i hegnet, frithængende el-ledninger, kemikalier eller andet, som er til fare for hundens liv. Desuden gør du klogt i at fjerne genstande, der er særligt dyre og er i risikozonen for at få bidemærker fra den nye hvalp. Så ender du ikke med at skælde den unødvendigt ud, når det i virkeligheden kunne være undgået.
Renlighed kan ske på rekordtid
Mange tror, at renlighed er en besværlig proces, der tager lang tid, men det er det faktisk på ingen måde, og vi kommer her med nogle ganske simple regler, som du med fordel kan have in mente, når du skal arbejde med hvalpens renlighed.
Hver gang hvalpen har sovet, skal den enten lave stort eller småt, og det samme gælder, når den har spist, drukket eller leget i længere tid. Når hvalpen har været opstemt, eventuelt i forbindelse med gæster eller andre hunde på besøg, er der ligeledes stor sandsynlighed for, at den skal besørge.
Hvalpen vil ikke signalere til dig, når den skal ud og besørge, og derfor er det vigtigt, at du husker på tommelfingerreglen, der hedder, at hvalpen cirka skal tisse en gang i timen. Det er vigtigt, at du husker at rose hvalpen, når den har lavet stort eller småt, og husk også på, at det er en skrøne, at det hjælper at straffe hvalpen og råbe ad den, hvis den har besørget indenfor. Tværtimod bliver hvalpen usikker.
Bliv hundens bedste ven
Mange mener fortsat, at hunden er menneskets bedste ven, og for nogle hundeejere går det også den anden vej rundt. Hvis du sætter dig ind i hundens sind og prøver at se verden fra dens perspektiv, mens du tilbringer en masse tid med den, vil du også blive hundens bedste ven.
Eksperter taler nemlig meget om vigtigheden af, at du lærer at forstå din hund, hvis dan vil den det godt.