Overvejelser inden du får hund

Selvom udtrykket “hunden er menneskets bedste ven” er en smule fortærsket, bærer det alligevel en sandhed i sig. Mange af os er vokset op med en hund, og vi har oplevet, at der er tale om et dyr, som på alle måder er en trofast, hengiven og god følgesvend, uanset hvordan det ellers går i livet.

Når du bliver voksen og flytter hjemmefra, får du måske lyst til at anskaffe dig en hund igen. Men inden du når så langt, skal du huske at gøre dig overvejelser om hundetræning, hunderace, dyrlægeregninger og hundemad. Alle disse parametre spiller en stor rolle, når du skal afgøre, om tiden er inde til at få en hund igen. Læs med her, hvor vi fortæller dig om nogle af de ting, du skal huske at tænke på, inden du lader dit hjem invadere af en ny firbenet ven.

Hvilken race skal du vælge?

Der er stor forskel på de hunde, som du kan købe, Og du er sikkert allerede klar over, at det nok ikke er en god idé at vælge en hund på 60 kilo med et overdådigt behov for motion, hvis du bor i en lille 2-værelses lejlighed. Bor du i en lejlighed i byen, er der andre og mere fornuftige valg. Du bør gå efter en mindre hunderace, som ikke kræver særligt meget motion, og derfor heller ikke er så pladskrævende.

Hvis du alligevel synes, at dit liv ikke er komplet uden en større race, da er det en god ide at holde udkig efter de hunderacer, som traditionelt er rolige – også selvom de er meget store. Du skal nemlig også tænke på, at du har et ansvar for, at din underbo kan holde ud at være hjemme og ikke konstant skal lægge øre til en hund, der tramper og gør højlydt rundt ovenpå.

Børn og hunde

Kombinationen mellem børn og hunde kan være lige så god, som den desværre kan være skidt. Børn er ikke særligt påpasselige, og derfor kan de let komme til at overtræde hundens grænser. Såfremt det sker gentagende gange, kan hunden til sidst reagere ved at bide eller på anden vis forsøge at sætte sig i respekt.

Derfor er det dit ansvar at lære dit barn om hunden. Fortæl din datter eller søn, at hun eller han skal lade hunden være, når den spiser, og når den ligger i sin kurv. På den måde finder hunden også hurtigt ud af, at der er faste tidspunkter på dagen, hvor den helt roligt kan være sig selv og ikke risikerer, at en pilfinger hiver den i halen eller spiser dens mad. For midt i al dette skal du nemlig også huske på, at en hund kan være med til at udvikle barnets empatiske evner, og der er studier, som har vist, at børn, der vokser op med hunde, generelt har et sundere følelsesliv. Om det er sandt, skal vi ikke vurdere.

Hunden og motion

Mangler du motion? Og er du træt af at løbe alene? Så er en hund en oplagt træningsmakker. Den siger aldrig nej, når du står og vifter med halsbåndet, og det varer ikke mange dage, før den forbinder synet af dine løbesko med en tur i skoven. En hund skal under alle omstændigheder luftes, og derfor kan du lige så godt få noget ud af det. Men det kræver naturligvis øvelse at få din hund til opføre sig ordentligt, når I er ude at løbe. Derfor er det smart at begynde i det små.

Du kan eksempelvis starte med at gå den tur, som du senere regner med skal være din foretrukne løberute. På den måde lærer hunden ruten at kende, og den finder ud af, hvad den kan forvente at støde på på ruten. Lidt efter lidt kan I øve jer i at løbe. Der findes i øvrigt seler til hunden, som kan spændes fast i et bælte om livet på dig, så du har dine hænder fri under løbeturen. Det er for det første dejligt at kunne bevæge hænderne frit under løbeturen, og for det andet sikrer det dig, at du kan tage ordentligt fra, hvis du skulle snuble.

God fornøjelse med din hund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *